Indavl truer svenske ulve

Kilde DMU


Indavlen i den svensk-norske ulvebestand er nu så alvorlig, at den forårsager misdannelser og nedsat frugtbarhed. Derfor anbefaler et internationalt ekspertpanel at man sikrer tilførsel af friske gener til bestanden. To forskere fra Aarhus Universitet har deltaget i panelet.

Det er velkendt, at små bestande er udsat for indavl. Derfor kommer det heller ikke helt bag på et internationalt ekspertpanel af populationsgenetikere, at der er alvorlige problemer i de svensk-norske ulve. Den svenske ulvebestand uddøde i 1960’erne, men i 1980’erne indvandrede tre ulve fra Finland. Baseret på disse tre dyr er bestanden vokset til for tiden ca. 240 ulve. Imidlertid har denne usædvanlige slægtshistorie ført til, at bestanden er meget stærkt indavlet.

For at vurdere situationen nedsatte Rovdyrsudredningen, et udvalg under det svenske miljøministerium, et internationalt ekspertpanel. Panelet skulle blandt andet vurdere, hvad det vil kræve for at bestanden ville kunne opnå gunstig bevaringsstatus ifølge EU’s Habitatdirektiv.

To forskere fra Aarhus Universitet har deltaget i det fire personer store panel, nemlig institutleder, professor Michael Møller Hansen, Biologisk Institut, som var formand for panelet, og seniorforsker Liselotte Wesley Andersen, Danmarks Miljøundersøgelser (DMU):

”De skandinaviske ulve er så indavlede at de begynder at vise fysiske tegn på indavl. De får rygdeformiteter, stenene falder ikke ned i pungen på hannerne, og kuldstørrelsen er lille. Fordi indavlen har stået på siden 1980’erne, er graden af indavl nu værre end hvis forældrene havde været normale søskende,” forklarer Liselotte W. Andersen.

Også aktuelt i Danmark

Godt nok har vi ikke ulve i Danmark, men indavl kan bestemt også finde sted i små bestande der har været isoleret gennem generationer som fx bestande af hasselmus på Sjælland og i Vejle, eller ved udsætninger af små grupper af bævere. Ved sådanne udsætninger er antallet, kønsfordelingen og individernes slægtskab meget vigtigt for indavlsniveauet, men det er lige så vigtigt at vurdere om der er tilstrækkeligt med egnede habitater i det tænkte udsætningsområde til at understøtte en så tilpas stor levedygtig bestand, at der ikke akkumuleres indavl. Ellers kan en udsætning hurtigt vise sig at være omsonst.

”Sådan en vurdering af hvad der skal til for at opnå gunstig bevaringsstatus og bl.a. undgå indavl er også aktuel herhjemme, både når vi taler om naturforvaltningen generelt, og når det handler om udsætning. Vurderingen vil kræve at vores viden om den pågældende arts økologi og genetik er dokumenteret videnskabeligt som det er tilfældet hos den skandinaviske ulv” siger Michael Møller Hansen.

Læs resten her: Indavl truer svenske ulve